Der findes et læringsmiljø hvor det er muligt at udvikle mig som menneske gennem leg i fællesskabet med mine venner.

Onsdag formiddag bliver dukkerne lagt i sengen, bordet bliver pænt dækket op, bleerne bliver lagt på puslebordet så vi er klar til at øve os i at lege sammen. Pædagogerne er bevidste om at gentagelser i rammesætningen af legen giver fundament til personlig tryghed i legen og børnene lærer at det som var svært i dag, mestre jeg i morgen.

Hanne og hendes kollegaer har på Musvitstuen valgt at sætte fokus på at udvikle børnenes evne til at sige til og fra, så de lærer at forhandle og kunne indgå kompromis med andre og ikke kun ud fra egne interesser.

Hanne siger til Ida, Sofie, Aksel og jeg, at vi skal ind og lege med dukker sammen på stuen. Jeg kan næsten ikke stå stille for jeg kan huske hvor sjovt vi havde det sidst vi legede sammen. Hanne hjalp mig og Sofie med at give vores dukker ble på. Nu kan jeg selv.

Jeg vil gerne have den dukke jeg havde sidst, men kan se at Aksel har taget dukken, jeg bliver vred og tårerne triller ned ad mine kinder. Hanne giver mig en anden dukke, men det vil jeg ikke have, jeg smider dukken fra mig og løber over og sætter mig under bordet. Aksel kommer hen under bordet til mig. Han smiler. ”Må jeg låne den” siger jeg forsigtigt. Men Aksel hører mig ikke og går over til Sofie. Hanne kommer over til mig og siger ”jeg kan se det er svært for dig, skal vi gå over og snakke med Aksel sammen”. Jeg nikker. Det føles rart at Hanne hjælper mig. Pædagogerne på musvitstuen er bevidste om at guide og hjælpe børnene tilbage i legen, så de ikke mister den læring som opstår i samspillet.

Hanne henter drengedukken og vi går sammen over til Aksel. Drengedukken har spejdermandtøj på. Aksel rækker hånden frem efter dukken og kigger Hanne i øjnene. Hanne nikker til Aksel og giver ham dukken. Nu kan jeg få min dukke og suser hen til Ida og viser hende at jeg kan give dukken ble på.